Mød Esben Smed i Biffen
Pressemeddelelse
15-03-2017
Mød Esben Smed i BIFFEN
Esben Smed er en af de travleste danske skuespillere lige nu. Med sin første hovedrolle i filmen Aminas breve, sin første Robert-pris og en udnævnelse som shooting star i Berlin Internationale Film Festival er der bud efter Esben Smed
- Vi er glade for at det er lykkedes os at få Esben Smed til BIFFEN i Odder. Her vil han introducere Animas Breve og sit arbejde som skuespiller. Esben Smed spiller hovedpersonen Janus i filmen, som vises første gang i BIFFEN den 25. marts. Det fortæller daglig leder Tomas Nørfelt, BIFFEN.
- Esben Smed vil gerne svare på spørgsmål fra salen, så benyt lejligheden til at komme tæt på en af vores nye stjerner i dansk film på lørdag den 25. marts 2017 kl. 18.00. Vi er glade for, at Esben kunne finde tid til at komme til sin hjemegn og fortælle om filmen; Esben Smed er fra Dyngby udenfor Odder, siger Tomas Nørfelt.
BIFFEN viser Animas breve fra den 25. til den 30. marts.
Animas breve
Jacob Bitschs spillefilm "Aminas breve" med Esben Smed i hovedrollen handler om Janus, der netop er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, og han har én klar mission: Han skal finde gymnasieveninden Amina – koste hvad det vil. Amina har ved hjælp af sine mange breve givet Janus trøst og tro på fremtiden, mens han var indlagt. Men pludselig stoppede de livsvigtige breve med at komme. Janus er overbevist om, at der er sket noget alvorligt med hende og begynder at samle puslespillets mange brikker. Jagten på sandheden fører Janus ud på en farlig detektivfærd i storbyens dunkle gader, og alle han kommer i kontakt med, der kender Amina, synes at skjule noget.
Janus er Esben Smeds første hovedrolle på film, og det var en drømmerolle for ham. Han havde læst Jonas T. Bengtssons roman, som filmen bygger på. Aminas breve er instrueret af Jacob Bitsch, der debuterede som spillefilminstruktør med komediedramaet "Camping i 2009. Birgitte Skov har produceret for Toolbox Film med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.
Shooting Star
European Film Promotion udnævner ti unge skuespillere fra hele Europa som Shooting Star på Berlin International Film festival. Og danske Esben Smed blev udnævnt for sin hovedrollepræstation i Aminas breve. Det var 20. gang, at der arrangeres Shooting stars på filmfestivalen i Berlin, og blandt tidligere danske modtagere af hæderen kan nævnes Thure Lindhardt, Iben Hjejle, Nikolaj Lie Kaas, Ann Eleonora Jørgensen, Jacob Cedergreen, David Dencik, Cyron Melville, Pilou Asbæk, Danica Curcic og senest Joachim Fjelstrup i 2015.
Yderligere oplysninger
Daglig leder for Biffen, Tomas B. F. Nørfelt, mobil 28 89 35 40,
Odder var en af de første byer i provinsen, der fik biograf i 1906. I 1990 blev den overtaget af en forening, der påtog sig at drive biografen vha. frivillige. I 2005 blev Biffen kåret som Danmarks bedste foreningsdrevne biograf. Biffen blev i 2010 digital. Der er ca. 120 frivillige. Ud over det programsatte filmrepertoire, har Biffen en række filmklubber, som viser udvalgte film, rettet mod specielle aldersgrupper eller interesser.
BIFFEN, Rosensgade 10, 8300 Odder, Tlf. 86 54 00 77, www.biffen-odder.dk
Download pressemeddelelsen her